...det betød enormt meget, at der var en udefra, som spurgte ind, vejledte, støttede os begge, og en som hele tiden holdt hovedet koldt under fødslen...
Anna-Sofie
Støtte under fødslen
Forudsætningen for en god fødselsoplevelse er, at du føler dig tryg.
Når du føler dig tryg kan du lettere arbejde med dine veer og bevare troen på din egen kraft og styrke, og herigennem optimere muligheden for et lettere og naturligt fødselsforløb.
Som fødselscoach er jeg uddannet til at assistere under fødslen, og min opgave er, i samarbejde med jordemoderen, at støtte dig og din partner til at få et trygt og kontinuerligt fødselsforløb.
For dig vil støtte under fødslen bl.a. betyde, at du gennem hele fødselsforløbet
- har en nærværende og omsorgsfuld fødselshjælper ved din side
- bliver støttet af en kvinde som selv har 'været der' og tror på dig
- har én som lytter til og støtter dig i dine behov og ønsker
Også for din partner er det aflastende og betryggende at have en fødselscoach med under fødslen.
Mange mænd kan blive urolige og anspændte når de føler at de både skal sørge for at bevare overblikket, tage sig af alt det praktiske, hjælpe med vejrtrækningen samt støtte og opmuntre deres fødende kvinde.
Hvis din partner føler sig stresset og nervøs, smitter det af på dig som fødende.
For din partner vil støtte under fødslen bl.a. betyde
- at der er én som sørger for at skabe ro og bevare overblikket
- at han kan koncentrere sig udelukkende om at være der for dig
- at han kan blive aflastet når han får brug for en pause
Praktisk
Støtte under fødslen indbefatter førfødselsmøde, støtte under selve fødslen og et efterfødselsmøde.
Førfødselsmøde: Vi mødes ca. tre uger før termin. Her får vi de praktiske detaljer og andet som er relevant for vores samarbejde under fødslen helt på plads, og vi tager hånd om eventuelt opståede bekymringer.
Fødslen: Når der er tegn på, at fødslen er i gang, kontakter I mig pr telefon.
Jeg kommer og er sammen med jer når I har brug for det, indtil jeres barn er født og i timerne herefter.
Efterfødselsmøde: I ugen efter fødslen mødes vi for at tale fødslen igennem, og for at finde frem til om du og din partner har behov for yderligere støtte.
Jeg støtter både ved hjemmefødsel
og ved fødsel på hospital.
Hvis du skal føde på hospital kommer jeg hjem til jer så vi sammen kan tage af sted til hospitalet når det er tid.
Støtte under fødslen
København, Gentofte og omegn| Førfødselsmøde, fødslen, efterfødselsmøde | 7.500 kr. |
Ønsker du at få støtte under fødslen så kontakt mig her
- eller ring for yderligere oplysninger på: 40 95 07 86
Læs andres fødselsoplevelser


Tip en veninde om Tryg Fødsel









